Web 2.0 er en bestemt brug – ikke et design

Få mere at vide om, hvad Web 2.0 er, og hvad det ikke er.

Af Esben Rasmussen

Der hersker en udbredt opfattelse af, at web 2.0 er en bestemt sammensætning af internetteknologier og design, såsom brug af bløde kurver, afrundede hjørner, flydende overgange og bevægelser samt brug AJAX-programmering, men denne opfattelse er jeg uenig i. Dette er alt sammen noget, som er med til at give en god brugsoplevelse, og ofte vil det kunne understøtte en opfattelse af, at noget er socialt, men anvendelsen af dette, gør det ikke automatisk til web 2.0.

Før noget er ”ægte” web 2.0 kræver det, at man tør give slip, at man eksempelvis som virksomhed tør møde (for)brugerne på lige vilkår på f.eks. Facebook og ikke i et forum på virksomhedens egen hjemmeside, hvor virksomheden bestemmer hvilke indlæg, der accepteres. Jeg har tidligere skrevet om folding @ home, hvor forskerne på Stanford i meget høj grad har sluppet tøjlerne og overladt regnekraften til brugerne. Hvis brugerne pludselig ikke længere vil donere deres computeres regnekraft, vil projektet strande. Det må da siges at være at give afkald på sin magt og turde møde brugerne på brugernes præmisser.

Dette screenshot viser et eksempel på en hjemmeside med “Web 2.0” udseende – masser af afrundede hjørner, stilrent og store call-to-action knapper. MEN design er ikke nok til at gøre noget til web 2.0.

Web 2.0 er altså ikke noget, man kan gøre alene – såsom at lave en hjemmeside – det er noget, som involverer andre gennem lige adgang til information, og at man selv deler eller bidrager med information.

Jeg vil derfor slå et slag for, at når vi taler om web 2.0, så er det ikke teknologier og design, vi tænker på, men i stedet videndeling og fællesskabsfølelse.

Web 2.0 i praksis

Jeg vil her opridse forskellige eksempler på populære web 2.0 hjemmesider/services – som alle har intention om at skabe videndeling og/eller en fællesskabsfølelse omkring et bestemt emne.

Sociale netværk

  • Facebook: Det mest populære sociale netværk i Danmark. Bruges til uformelle relationer.
  • Linkedin: Et stort og veludbygget socialt netværk til professionelle relationer. Find Bleau og mig på linkedIn.
  • Videodeling
  • YouTube: Alle kan uploade deres egne videoer, men kun de videoer, der er gode, får gode ratings af brugerne.
  • Nyhedsdeling
  • Twitter: En nyhedsservice, hvor man kan skrive små korte beskeder, som ses af de personer, der har valgt at ”abonnere” på ens nyheder. Find mig på twitter.
  • Linkdeling
  • Delicious: En service, hvor man kan gemme sine egne links/bogmærker online, og samtidigt gå på opdagelse blandt andres bogmærkede links.
  • Musikdeling
  • MySpace: Et socialt netværk, der centrerer sig om bands.
  • last.fm: Et socialt netværk, der centrerer sig om musik; lige fra muligheden af at høre musik, der minder om ens egen musiksmag, hvormed man kan opdage ny musik, til koncerter med yndlingsbandet.
  • Videndeling
  • Aardvark: Et netværk af frivillige, hvor man kan stille og svare på spørgsmål om alt mellem himmel og jord, men hvor de svar man modtager, vil være fra personer, der ofte har en ekspertviden.

Det retoriske problem i begrebet web 2.0

Retorisk set er web 2.0 et meget uheldigt begreb, da et tal ikke både kan være 1 og 2 – det er enten det ene eller det andet.

“Mere” som metafor for fremskridt

I den vestlige kultur er man vant til, at udvikling og fremskridt er synonymt med ”mere” - mere viden, mere effektivt, mere hastighed, mere brugervenligt osv. 2 er mere (udviklet) end 1 og deri ligger problemet!

Ved at bruge begreberne web 1.0 og web 2.0 har man dermed retorisk lagt op til, at en hjemmeside enten er 1.0 eller 2.0. Men hvad nu, hvis man gerne vil bruge lidt fra web 1.0 og lidt fra web 2.0? Det er de færreste virksomheder, der offentligt vil erklære sig som tilhængere af web 1.0, da 2.0 netop er mere – og dermed i højere grad sender et signal om fremskridt.

Men i visse situationer er det faktisk ok at have et visitkort online – at være 1.0. Man skal bare være bevidst om, hvad det medfører, og hvad det udelukker.

Til at sikre en konstruktiv kommunikation, foreslår jeg, at vi indfører begrebet web 1.5, så ingen fremstår som udviklingsforskrækkede, og så alle trygt kan ytre deres ønsker til en hjemmeside, der både gør brug af web 1.0 og web 2.0.

Udgivet:
28. februar 2010
Tags:
Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag