Hvorfor "Less Is More" og "Content First" ikke bare er buzzwords.

- og hvorfor du bør arbejde efter disse principper, når du skal have designet en hjemmeside.

Når der lander et nyt webprojekt på vores bord, mødes vi ofte af den indstilling, at vi bare kan levere et webdesign med en masse fancy features - uden der fra kundens side overhovedet er tænkt på brugervenlighed og brugeroplevelse...

Men det går bare ikke i 2013! Internettet har eksisteret i over 20 år, det bliver hele tiden større, og det samme gør brugernes krav til et godt webdesign.

Tingene går rigtig stærkt for tiden, og det kan være svært at følge med udviklingen. Du kan dog stadig opnå succes med din hjemmeside, hvis du blot følger det nye paradigme inden for webdesign, som er content-centreret, UX-centreret (brugeroplevelsescentreret) og i al sin enkelthed går ud på enkelthed, enkelthed og atter enkelthed!

Billede: www.esbjergkommune.dk
– et kommunesite med brugerne i centrumog et fokus på selvbetjening.

Det er dine brugere, som er med til at afgøre successen for din hjemmeside. Derfor er det også vigtigt, at du tager dem med i overvejelserne, når du laver din webstrategi. Besøgende bruger et splitsekund på at afgøre, om de vil læse videre eller forlade din hjemmeside igen. Jo mere indhold du fylder på din hjemmeside, jo længere tid skal de bruge på at konsumere indholdet. Lad os tage et eksempel fra en pizzamenu:

Det tager riiiigtig lang tid at scanne de mange muligheder, og som bruger kan man hurtigt komme i tvivl om, hvad man egentlig skal vælge. For en optimeret brugeroplevelse bør du derfor skære ned på mængden af muligheder. Det skaber ro og giver dig mulighed for at levere dit indhold og budskab langt mere effektivt.

Her er opskriften til, hvordan du gør det...

Less Is More

Undgå støj, og fjern alt overflødigt indhold. Hvis indholdet ikke har et formål eller en funktion på hjemmesiden, skal det ganske simpelt ikke være der. Det handler om enkelthed og færre valgmuligheder for din bruger. Hjemmesiden www.pipedrive.com fik fjernet 80 % af deres indhold på forsiden, og deres konvertering steg efterfølgende med 300 %:

Billede: www.pipedrive.com
"We removed 80 % of the content, and left one sign-up button and one Learn More link on the home page. Conversion to sign up increased by 300 %.”

Content First

Lige så vigtigt det er at eliminere alt overflødigt indhold, lige så vigtigt er det at kræse om det indhold, der har betydning, og som opfylder et formål. Det rigtige indhold er med til at skabe trafik til din hjemmeside og giver dine besøgende, hvad de kommer efter. Hos www.valueinvest.dk  var mange af de besøgende gengangere, som kun var interesseret i performanceresulter fra ValueInvests fire afdelinger. ValueInvest valgte derfor at få fremhævet lige præcis denne del på forsiden af deres hjemmeside og oplevede efterfølgende en stigning i unikke sidevisninger:

Billede: www.valueinvest.dk

Det indhold, du har på din hjemmeside, bør derfor placeres i et hierarki, ud fra hvad du som hjemmesideejer ønsker at sælge/kommunikere, og hvilke informationer din bruger har brug for og typisk vil lede efter. Dit indhold skal have en værdi og bør rangeres efter, hvad der giver mest værdi for din modtager.

Et klart defineret formål

Hjemmesiden bør desuden have et klart defineret formål, så du helt fra begyndelsen kan undgå støj og forvirring. Med et klart defineret formål kan du nemlig holde dit designforløb på rette spor, mens arbejdet står på. Hjemmesiden www.milliondollarhomepage.com havde det simple formål at tjene én million dollars, og det gjorde de ved at sælge reklameplads. 1 dollar pr. pixel. Det kan man kalde for et klart defineret formål! Hvad er dit?

Billede: The Million Dollar Homepage

For at skabe en hjemmeside med brugerne i centrum bør din hjemmeside opfylde fire kriterier:

  1. Den skal fortælle brugerne, hvor de er. Med et overfyldt internet med millioner af hjemmesider skal dine brugere kunne identificere dig, når de kommer ind på lige præcis din hjemmeside.
  2. Den skal overbevise brugerne om, at det er værd at blive hængende.
  3. Den skal give, hvad brugerne kommer efter - eller i det mindste vise, hvordan de får fat i det.
  4. Og… den skal være nem at bruge. Det skal være nemt for dine brugere at scanne indholdet og navigere rundt på hjemmesiden. Vi mennesker navigerer intuitivt og scanner en side fra venstre top skråt ned mod højre hjørne. Navigationen på din hjemmeside og placering af indhold bør derfor følge disse principper, hvor navigationen er intuitiv og konsekvent, og det mest vitale indhold er placeret inden for scanningsområdet.

Brugervenlighed er ikke et valg i webdesign - det er et must! Giv derfor dine brugere en oplevelse ved at gøre det nemt for dem at finde det, de kom efter. Du har kun deres opmærksomhed i et splitsekund, før de afgør, om de gider blive hængende på din hjemmeside eller ej.

Vil du høre mere om, hvordan du kan skabe en hjemmeside til lige præcis dine brugere? Så kontakt os til en uforpligtende snak og hør mere.

Udgivet:
27. september 2013
Tags:
Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag