Hvad er web 1.0?

Web 1.0 er, modsat hvad mange tror, defineret ved en afsenderorienteret brug af Internettet.

Af Esben Rasmussen

Modsat, hvad mange tror, er web 1.0 ikke defineret igennem dets teknologi, men ved en bestemt brug af teknologi. Jeg vil for eksempel godt kunne lave en web 1.0 hjemmeside i dag med brug af moderne webprogrammering.

Web 1.0 er afsenderorienteret og at det er afsenderen, som har fuld kontrol med informationen – dvs. min web 1.0 hjemmeside handler om mig; hvad mit cv er, hvad mine interesser er og den beskriver, hvordan andre kan kontakte mig. Den indeholder ikke dynamiske opdateringer fra Facebook, Twitter eller andre tjenester, den synliggør ikke mine sociale relationer, og den muliggør ikke, at andre kan tilføje indhold til den f.eks. via kommentarer, uploadede billeder eller links.

Web 1.0 kendes også på fraværet af indholdsopdateringer samt fraværet af dynamisk tilpasning af indholdet til for eksempel bestemte sæsoner, dage, regioner osv.

Web 1.0 er altså afsenderorienteret, en-til-mange kommunikation, hvis indhold udelukkende er redaktørbestemt og ikke tilpasses og/eller opdateres dynamisk. Web 1.0 er ligeledes kendetegnet ved en vis lukkethed i forhold til vidensdeling – se eksemplet med folketingets hjemmeside som web 1.0 for uddybelse.

Eksempel – Folketinget.dk

Folketingets gamle hjemmeside anno 2000.

Folketingets hjemmeside anno 2010 – nærmer sig web 2.0.

Det er tydeligt at se, at folketingets gamle hjemmeside er afsenderorienteret, da den stort set kun rummer faktuelle oplysninger præsenteret i ”visitkort-stil”, og da brugeren, hvis denne ønsker indsigt i dokumenter eller lignende, skal bestille disse gennem hjemmesiden – altså er det stadig folketinget, der har fuld kontrol med vidensadgangen.

Den nye hjemmeside er til gengæld opdelt i emne-/funktionsområder ud fra brugerens vidensbehov og den giver blandt andet mulighed for at tegne abonnementer, der via e-mail oplyser om opdateringer af eksisterende eller tilføjelsen af nye dokumenter til et givent emneområde. Disse dokumenter ligger tilgængelige for alle uden at skulle ansøge om lov først.

Man kan her se, at den nye hjemmeside således i højere grad er baseret på brugernes præmisser – men jeg vil endnu ikke kalde det web 2.0 – nærmere web 1.5.

Udgivet:
17. februar 2011
Tags:
Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag