Endelig! Nem-ID til mobile enheder

Efter flere års ventetid er det nu blevet muligt at bruge Nem-ID fra smartphones og tablets.

Så skete det! Efter flere års ventetid, tekniske udfordringer og forsinkelser har det siden 1. juli 2014 været muligt for alle danskere med en smartphone og tablet at bruge Nem-ID til bl.a. at vælge læge, tjekke feriekonto og anmelde flytning til udlandet.

Selve lanceringen af den nye Nem-ID løsning er ifølge Digitaliseringsstyrelsen gået efter bogen, men borgere med ældre smartphones og tablets bør være tålmodige, når de benytter den nye løsning. Den nye Nem-ID løsning har stadigvæk performancemæssige udfordringer, som forventes at blive løst i den nærmeste fremtid.

Den nye Nem-ID løsning er i første omgang også kun tilgængelig for mobile brugere. Det betyder, at borgere, der anvender computeren til at klare de offentlige tjenester, vil blive dirigeret over til den velkendte - og ofte kritiserede - løsning, hvor man skal have Java-platformen installeret på sin computer for at kunne få lov til at bruge Nem-ID. Den gamle løsning vil køre sideløbende med den nye frem til årsskiftet, hvor den stille og roligt vil blive udfaset.  

Selvom det nu er muligt at bruge Nem-ID og de mest anvendte selvbetjeningsløsninger via de mobile enheder, er der rigtig lang vej igen. På borger.dk er der ca. 2000 forskellige selvbetjeningsløsninger, som med tiden skal tænkes ind i det mobile univers.

Mange mobilbesøg på de kommunale hjemmesider

For de syv kommuner, vi samarbejder med i Bleau, har 35% af alle besøg inden for den seneste måned været fra en mobil enhed. Det er mange, og for enkelte kommuner er tallet så højt som 40%.

De borgere, der kan, vil som udgangspunkt gerne betjene sig selv. Fra kommunal side er det derfor en rigtig god service – og ressourcebesparende - at borgerne nu kan bruge Nem-ID fra en mobil enhed og ikke er bundet til desktopcomputeren for at få den gode brugeroplevelse.

Med Nem-ID godt undervejs og mere end 35% besøg fra mobile enheder bør næste skridt for kommunerne være at give brugerne en bedre mobiloplevelse, f.eks. ved at indføre responsive webdesign, dvs. webdesign der tilpasser sig til mobile enheder.

Hvad responsive webdesign går ud på, og hvorfor det bør foretrækkes frem for en mobilside, har vi tidligere skrevet om i dette blogindlæg: http://www.bleau.dk/Blog/Responsive-vs--mobil.aspx

Udgivet:
14. august 2014
Tags:

Kontaktperson

Damir Brandic - Forretningskonsulent

Damir Brandic

Forretningskonsulent

E-mail:
Telefon: 52397737

Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag