E-handel (2 af 4): Sådan bliver din webshop e-mærket

Her er en guide til, hvordan din virksomhed bliver rustet til at modtage e-mærket.

E-mærket er den danske mærkningsordning for god og sikker nethandel. Hvis en webshop er e-mærket, har brugerne garanti for, at den lever op til lovgivningen og krav om sikkerhed. Og det kan betyde flere kunder i butikken, fordi forbrugerne føler sig trygge.

Det har nemlig vist sig, at brugernes tillid til en webshop har afgørende betydning for, om de foretager et køb eller ej. E-mærket er velkendt blandt de fleste forbrugere og kan være med til at sikre denne tillid. Tal fra dansk e-handelsanalyse 2011 viser, at e-mærket er den vigtigste faktor for en fjerdedel af brugerne første gang de handler hos en webshop. Derudover er shoppingportalerne mere tilbøjelige til at fremhæve netbutikker, der er e-mærkede. Det øger synligheden og dermed kendskabet til shoppen.

Det kan altså være en god forretning at sætte sig ind i, hvordan din webshop får fingre i det lille blå e-mærke.

I dette indlæg, som er nummer to i guideserien på i alt fire om e-handel på den rigtige side af loven, kan du få et hurtigt overblik over, hvilke regler og retningslinjer, din virksomhed skal leve op til for at blive e-mærket.

I første del af serien, E-handel: En guide til lovgivningsjunglen, kan du læse om de generelle regler, en webshop skal leve op til. At din webshop overholder lovgivningen, er naturligvis udgangspunktet for at modtage e-mærket, men det er ikke nok. Der er nemlig en række ekstra krav til e-mærkede webshops. Følg derfor denne vejledning:

Giv klar besked om kundeservice

For at blive e-mærket skal en virksomhed give kunderne klar besked om, hvilket serviceniveau de kan forvente før handlen. Følgende skal fremgå klart på hjemmesiden:

  • om virksomheden kan træffes telefonisk og i så fald hvornår
  • hvornår kunden kan forvente svar, hvis kunden skriver en e-mail til netbutikken
  • en henvisning til e-mærkets ’Forbruger Hotline’ så kunden ved, hvor der er hjælp og vejledning at hente

Respektér fortrydelsesretten

Hvis en virksomhed skal e-mærkes, skal den respektere forbrugernes 14-dages fortrydelsesret. En kunde har krav på at få pengene tilbage for et køb, hvis købet fortrydes inden for 14 dage inklusiv gebyrer og fragt. Dog minus returfragt.

Når virksomheden modtager varen fra kunden, skal en e-mail straks sendes til kunden med information om, hvornår pengene betales tilbage. Virksomheden har herfra 30 dage til at returnere pengene.

Giv kunderne mulighed for at betale med kort

En netbutik skal give kunderne mulighed for at betale med Dankort og/eller kreditkort for at blive e-mærket. Det er tilladt også at tilbyde kunderne at betale via bankoverførsel, men så skal de advares om, at de ikke er dækket af indsigelsesordningen. Ved køb med kort på nettet har kunden nemlig mulighed for at gøre indsigelse mod, at et beløb er trukket fra købers konto.

Oplys klart om aftalevilkår

En virksomhed skal klart oplyse forbrugeren om vilkårene for købet for at blive tildelt e-mærket. Det betyder også, at virksomheden ikke må opstille ulovlige vilkår for købet. Følgende lovgivning skal være overholdt:

  • Markedsføringsloven
  • E-handelsloven
  • Forbrugeraftaleloven
  • Persondataloven
  • Købeloven

Læs blogindlægget E-handel: En guide til lovgivningsjunglen for at få et samlet overblik over de regler, en webshop skal overholde.

Forbrugeren skal også aktivt bekræfte salgs- og leveringsbetingelserne før købet kan godkendes, som her hos renthjem.dk, som er e-mærket:

Overhold aftale om levering

Hvis en virksomhed skal e-mærkes, skal kunden modtage den købte vare så hurtigt som muligt, og virksomheden skal overholde den leveringstid, der bliver oplyst ved købet.

Kunden skal derudover modtage en detaljeret ordrebekræftelse efter handlen, der indeholder oplysninger om varen, pris, levering samt reklamations- og fortrydelsesret.

Oplys om håndtering af personoplysninger

Hvis en virksomhed skal e-mærkes, skal den oplyse kunderne om, hvilke personlige oplysninger der bliver gemt, hvorfor og hvad der sker med dem efterfølgende.

Kunden skal aktivt have mulighed for at godkende virksomhedens persondatapolitik inden handlen. Børn og unge skal have samtykke fra forældre for at afgive personlige oplysninger.

Send kun nyhedsbreve ved kundens accept

Virksomheder, der er e-mærket, må kun sende nyhedsbreve eller andet reklamemateriale, hvis kunden selv aktivt har bedt om det ved at sætte flueben i ”ja tak”-feltet. Virksomheden må ikke selv sætte flueben i feltet for kunden.

Kunderne skal også have mulighed for at deltage i konkurrencer uden at blive tvunget til at modtage nyhedsbreve. Virksomheden må ikke give kundens e-mailadresse videre til andre, og kunden skal nemt og uden besvær kunne afmelde nyhedsbrevet i alle mails fra virksomheden. Kunderne skal oplyses om, hvad det indebærer, hvis de siger ja til at modtage nyhedsbreve, altså hvad de indeholder, og hvor tit de sendes ud.

Efterlev afgørelser fra Forbrugerklagenævnet

E-mærkede netbutikker skal efterleve afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og Økonomi- og Erhvervsministerens godkendte private klagenævn. Er netbutikken ikke enig i afgørelsen, skal den indbringe afgørelsen for en domstol indenfor en fastsat frist.

Det er sket, at virksomheder er blevet frataget e-mærket, fordi de ignorerede afgørelser fra Forbrugerklagenævnet.

Når du har sikret dig, at din virksomhed lever op til disse krav, er du klar til at søge om at blive e-mærket. Det gør du her.

Udgivet:
26. april 2012
Tags:
Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag