Disse værktøjer bør indgå i din optimeringsproces

Effektiv optimering starter med at kende processen og at have styr på de nødvendige værktøjer.

Af Esben Rasmussen

Vi har tidligere vist, hvordan du kommer igang med optimering - at det handler om at have styr på optimeringsprocessens ABC. Men hvad skal du egentligt bruge af værktøjer for at optimere effektivt?

For at lave effektiv optimering kræver det:

  1. viden om makro brugeradfærd (hele hjemmesiden)
  2. viden om mikro brugeradfærd (enkelte sider)
  3. værktøjer, som giver dig mulighed for at teste de teser, som du er kommet frem med, der forklarer de steder, hvor der er uhensigtsmæssig adfærd

Jeg vil her vise et udvalg af værktøjer, som sætter dig i stand til at gennemføre en effektiv optimering - lige fra viden om hjemmesidens effektivitet til mulighed for at teste dine teser.

Webstatistik (makro brugeradfærd)

Det mest populære, mest platformuafhængige og indtil videre billigste værktøj til webstatistik er Google Analytics. Da det er så populært, vil jeg her gennemgå, hvad styrkerne er ved at benytte det.

Google Analytics er et værktøj, der med fordel kan bruges på alle hjemmesider - ikke kun de der har en webshop. Værktøjet indsamler generel statistik om brugerne og deres brug af din hjemmeside og præsenterer det overskueligt.

I Google Analytics er det bl.a. muligt at indhente oplysninger om brugernes tid på siden, hvor mange sider de har set og hvad de savner på din hjemmeside (hvad søger de efter på din hjemmeside). Uden disse informationer har du som virksomhed, kommune, boligforening eller sågar blogger reelt ingen viden om de brugere, der besøger din hjemmeside.

Nogle af de vigtigste funktioner i Google Analytics er, at du har mulighed for opsætte dit eget betjeningspanel, som hurtigt giver dig et overblik, mulighed for at spore handlinger på hjemmesiden - som f.eks. download af produktblad, mulighed for at spore salg og ikke mindst... mulighed for at opdele dine brugere i segmenter, så du ikke analyserer alle over en kam.

Er du ny inden for webstatistik, så skal du tage at læse vores indlæg om hvorfor du ikke bør bruge antallet af besøgende som succeskriterium.

Styrken i Google Analytics er evnen til at kortlægge den overordnede adfærd, men ønsker du specifik viden om brugen af en bestemt side, så er Google Analytics ikke altid det bedste værktøj. Til dette vil heatmap-værktøjer ofte være mere effektive.

Heatmaps (mikro brugeradfærd)

Heatmaps er overlægskort, hvor man ved hjælp af farver, lagt oven på hjemmesiden, viser hvilke dele, som bruges. Heatmaps kan vise mange forskellige ting afhængigt af måleværktøjet. De mest typiske heatmaps er click-heatmaps, hvor man kan se, hvor brugerne klikker. Ofte vil man få nogle øjenåbnere, da brugerne sjældent klikker alle de steder, vi forventer.

Når vi laver optimeringsanalyser bruger vi heatmaps som værktøj, da de viser hvordan den analyserede hjemmeside bruges. Og da ingen brugere er identiske, vil der altid være klikmønstre som overrasker og som vi kan lære af. De heatmaps vi benytter afhænger af formålet - nogle viser f.eks. hvor brugerne klikker, andre hvor de kigger, og andre igen, hvor brugerne nærstuderer indholdet og ikke mindst hvor de ikke gør.

Når vi har styr på brugeradfærden i makroskala (Google Analytics) og i mikroskale (heatmaps) har vi nok viden til at kunne komme med en teori om, hvorfor hjemmesiden ikke klarer sig bedre end den gør. Med en teori om, hvad der går galt, følger også en teori om, hvad der skal til for at løse det. Her er splittest-værktøjer essentielle!

Splittests

Når du ønsker at lave ændringer på din hjemmeside - f.eks. fordi du har en teori om, at det vil løse et problem, så HUSK at teste din ændring op mod det eksisterende.

Styrken ved splittests er, at nogle af dine brugere ser den ene version af siden, mens andre ser den anden - så du altså undgår at lave tvivlsomme før/efter analyser. Eksempelvis er det her i juletiden farligt at lave før/efter analyser, da de fleste oplever et øget salg over november/december: Hvis man har lanceret en ændring i løbet af november og indsamler data i en måneds tid, så vil "efter"-resultatet vise, at det var en succes, fordi sammenlignet med oktober har der været mange flere salg. :)

Når vi ikke anbefaler før/efter analyser skyldes det, at de er utroligt følsomme for påvirkninger fra f.eks. sæson, kampagner, konkurrenter osv.

Visse splittest-værktøjer tilbyder endda integration med din webstatistik, så du dermed kan følge hvordan ændringen påvirker brugeradfærden på makroskala for den ene og den anden brugergruppe.

Ønsker du at vide mere om at splitteste, kan du læse mere om det i vores blogindlæg: Har du en webshop, så er splitests din forretnings bedste ven.

Er der et værktøj, jeg har overset, eller har du spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Der findes ikke dumme spørgsmål - kun ubehøvlede svar :)

Udgivet:
6. december 2012
Tags:
Større digital forretningsforståelse? Kontakt os i dag